Logo jk_2026.jpg

Klub / Aktiviteter

















Påskeløb i Skotland.

Påsken er traditionelt en tid hvor mange orienteringsløbere starter den nye sæson med orienteringsløb. Mange løbere fra OKR tager år efter år til påskeløb i Jylland. I år havde 4 løbere fra OKR valgt at tage til Jan Kjellström Festival, som i år blev afholdt i Skotland. JK Festival afholdes hvert år i påsken i forskellige områder af Storbritannien.

Løbet foregår over 4 dage med sprint, middle, lang og stafet orientering.
Janne, Jette, Finn og Annette drog afsted til Skotland og deltog i sprint, middle og long.

Sprinten blev afviklet i byen Perth, som har rødder tilbage til 1100 tallet og har en gammel bykerne med mange smalle gyder vekslende med nye indkøbscentre, parkeringspladser og gågader.

Banelæggeren havde valgt at lægge starten godt en kilometer udenfor bykernen og stævnecenteret med målområde, så den første del af banen gik i kanten mellem bebyggelse og en stor park inden vi kom ind i bykernen. Janne løb sig til en bronzemedalje 14 sekunder fra guld og 1 sekund fra sølvmedaljen.

Begge skovdistancer blev afviklet fra en stævneplads ved Loch Rannoch, som ligger 1 1/2 times kørsel fra Perth, hvor vi boede. Den sidste tredjedel af køreturen foregik på meget smalle veje, hvor man kun kunne passere en modkørende bil på dertil indrettede mødepladser. Der var heldigvis ikke så meget trafik, så det gik fint.

 
Finn på vej i sprinten
 

Lørdag var det Middle med gode udfordrende baner i spændende terræn i gammel urørt skov med mange væltede træer og kurvedetaljer, tætheder og nogle få grøfter som de mest markante ting på kortet. Janne blev nummer 4, godt 7 minutter efter den førende løber, så der var lagt op til spænding inde søndagens lange distance, hvor vinderen af de 2 samlede skovdistancer skulle findes.

Da vi var ved at forlade stævnepladsen efter lørdagens løb begyndte vi at mærke, at stormen Dave var på vej ind over området med blæst og regn og senere sne og slud. Det betød, at der opstod tvivl om søndagens løb overhovedet kunne gennemføres. Stævneområdet og parkeringen blev mere og mere mudret og opkørt og allerede om lørdagen var der biler, som sad fast på parkeringsområdet.


Arrangørernes telt, hvor man kunne finde ly

 


Det blev efterhånden en mudret stævneplads

Søndag vågnede vi op til beskeden om, at løbet ville blive gennemført, men at der var ændringer i parkeringsområderne. Dette kom dog ikke til at berøre os væsentligt, så vi drog af sted i 2 graders varme og sne og slud, som fortsatte det meste af dagen. Præmieoverrækkelsen foregik dog i strålende sol, men først lidt om løbet.

Kortet og terrænet lignede det fra lørdagen og banelæggeren havde lagt nogle gode og udfordrende baner. Janne løb igen rigtig godt og endte på tredjepladsen 9:42 efter en vindende løber. Da starten var strukket ud over meget lang tid, måtte vi vente længe, før Jannes samlede tredjeplads var sikker og han kunne få sin velfortjente medalje.

I 2027 bliver JK Festival igen holdt i påsken og denne gang er det lige sydvest for London og forhåbentlig lidt varmere.


Janne på podiet til Jan Kjelström Festival efter middle og long

Annette

Resultater mm. kan ses på hjemmesiden for Jan Kjellström Festival

Kort og baner kan ses i O-kortmappen og på Routegadget


okroskilde@okr.dk      Bjældevej 20, 4000 Roskilde      webteam@okr.dk     10. april 2026