![]() |
![]() |
|
Horsens OK magtede det, som mange klubber har gjort før dem. De afviklede et virkelig flot Påskeløb. Tre meget forskellige terræner i det øst- og midtjyske. Gode stævnepladser og gode baner i gode terræner. Steder, hvor man normalt ikke lige kommer forbi. Der var heller ikke sparet på banelængderne, hverken vertikalt eller horisontalt. Især banerne i Velling Skov på andendagen var barske.
OK Roskilde var repræsenteret med 23 orienteringsløbere blandt de vel omkring 1300 deltagere fra ind- og udland. Sidstnævnte var primært tyske og norske. Den helt store præstation stod Ellen Dyrlund Petersen for. Ellen er som 14-årig netop rykket op i D16 (svær orientering), men ikke desto mindre vandt hun etape 2 i Snabegård. Dermed lå Ellen på en samlet tredjeplads før jagtstarten i Børgelund. Her var der dog for langt op til første- og andenpladsen, men der blev kæmpet en hård kamp om tredjepladsen. Her var Ellen stærkest, og hun kunne således komme på præmieskamlen sammen med Ida Nygaard Monrad, FIF Hillerød og norske Wilma Stopa. Lidt af et gennembrud for Ellen. |
|

|
Men OK Roskilde havde mere girlpower. For i D80 blev Inge Jørgensen en sikker vinder, da hun vandt alle tre etaper. Ikke fordi der manglede modstand, for der var 15 kvinder til start i klassen. Det var 13. gang, at Inge blev samlet vinder af Påskeløbet.
I klassen H21C sluttede Keld S. Mortensen som nummer tre - samme placering som i 2025.
På førstedagen så det godt ud i H45AK (28 deltagere), da der var dobbeltsejr ved Mads Pedersen og Arne Heydorn. De kunne dog ikke holde placeringerne til slut, så de endte hhv. som nr 7 og 4 efter de tre etaper.
|
|
OK Roskilde har været med ved alle Påskeløb siden 1976. I en periode kunne vi samle mere end 50 og indlogere os på lejrskoler - også når det foregik langt hjemmefra. Den tid er nok forbi. I år havde Ane Veierskov fundet en B&B ude i skoven syd for Bryrup. Det blev rammen for 10 OKR-løbere, der boede og spiste godt. For et påskeløb er jo ikke bare tre løb tre dage i træk. Det er jo også fællesskab, traditioner, hygge og højt humør.
Næste år afvikles Påskeløbet på Rømø 25. Til 27. marts.
Morten Jensen
Se resultater mm fra Påskeløbet.
Ellens vinderløb kan ses i o-track (3. april, bane 9)