Logo madeira

Klub / Aktiviteter

















Lunt orienteringsløb på Madeira.

Et lille hold løbere fra OK Roskilde (Annette, Jette, Finn og Janne) har igen været på den skønne, grønne portugisiske ø Madeira, for at nyde det lune vejr og deltage i orienteringsløb. På denne årstid er der noget, der ligner dansk sommervejr, 16 til 20 grader og en del sol, men især hvis man tager op i bjergene også lidt regn og køligere vejr.

I år var det Clube de Montanha do Funchal (Funchals bjergklub) der arrangerede Madeira Orientering Festival - 3 dage med orienteringsløb - 13.-15. januar. En natsprint fredag aften samt to mellemdistance etaper henholdsvis lørdag og søndag. Der deltog omkring 240 løbere fra 15 forskellige lande, og specielt i de ældre klasser var det udlændingene, der dominerede.
Alle 3 etaper var forholdsvis tæt på kysten, så vi kunne sagtens klare os med sommer løbetøj.

Fredagens natsprint var i et boligkvarter i udkanten af Funchal. O-teknisk var terrænet ikke så udfordrende, men der var en del højdemeter på de korte baner, så det føltes fysisk ret hårdt. Kortet var godt og i 1:3000 (i vores klasser), så de mange detaljer var læsbare. Første start var 18:30, og vi havde start lige efter. Kl. 18:30 er det kun lige begyndt at blive mørkt, men 18:40 er det næsten helt mørkt, så vi fik brug for vores pandelamper.

Lørdagens løb var tæt på den østlige spids af Madeira. Terræn var meget særpræget med mange klipper, mest bestående af lava, og rigtig mange kurver.

  madeira5.jpg
Omklædning på stranden efter 2. etape.
 

Vi havde 135 højdemeter på en bane, der bare var 2,4 km lang, så igen blev fysikken sat på prøve. Det blev orienteringsevnen også. Banen var ret så udfordrende, og det kunne være svært at skelne den ene klippe formation fra den anden. Heldigvis var kortet godt og i 1:7500, så det var til at læse, og vi kom alle igennem, ikke uden fejl, men uden fejlklip.

madeira2.jpg
Stævneplads og mål på 1. etape.

Søndagens etape var omkring en golfbane i udkanten af Funchal, men i 5-600 meter højde, og det var lidt køligere med lidt småregn under løbet. Der var intet gammelt kort tilgængeligt over dette område, og vi undrede os lidt over, hvordan der kunne laves baner i området, når der i instruktionen stod, at det var strengt forbudt at løbe på golfbanerne. Vi blev klogere, kortet var i 1:4000 og meget detaljeret. Terrænet var meget varieret, labyrint agtige haver og en del bygninger samt åben skov med meget underskov og kraftig kupering, så det vi troede ville blive et let løb på en golfbane viste sig at være ganske udfordrende.

madeira3.jpg
Stævneplads og mål ved en lille strand på 2. etape.

madeira4.jpg
Finn tjekker noget af materialet, som terrænet på 2. etape er lavet af.

Efter sidste etape var der præmieuddeling ved golfklubbens klubhus, en bygning med både restaurant og bade- og omklædnings faciliter. Desuden lå den meget smukt med flot udsigt ned over Funchal. Vi havde klaret os ganske godt og kom på præmieskammelen og fik 2 anden pladser og en 3. plads i D65 og H65.

madeira1.jpg
D/H65 på præmieskammelen. 1. og 3. pladen i H65 (2 Schweizere) manglede desværre.

I dagene inden løbene var der tid til at se nærmere på øen. Vi var på flere turer bl.a. en vandretur langs en af levadaerne - det er vandingskanaler, der fører vand fra nordsiden af øen til sydsiden, og der er 2500 km af dem.

madeira.jpg
Madeira med årets løb markeret.

Resultater mm. kan ses på løbets hjemmeside: Madeira Orientering Festival og kort og vejvalg kan ses i O-kort mappen og Livelox.

Janne


okroskilde@okr.dk     Bjældevej 20, 4000 Roskilde         webteam@okr.dk     20. januar 2023