Logo        OK Roskilde

Så er sæsonen startet.    

Traditionen tro blev årets løbesæson sat i gang ved den hyggelige og lige så traditionelle Nytårsstafet, som Holbæk Orienteringsklub i år havde henlagt til Sandflugtsplantagen i Rørvig.

OK Roskilde stillede med 18 hold og en håndfuld løbere til de åbne klasser og blev i antal hold kun overgået af Tisvilde Hegn OK, som stillede med 20 hold.

I en temperatur omkring frysepunktet skærmede fyrretræerne i den til tider tætte og kurverige skovbund for den kraftige vind. Men ved posterne i klitrækken nær havet åbenbarede solen sig vintersmukt bag en let dis - med andre ord et pragtfuldt vejr for årets første O-løb.

De mange tilmeldte hold fordelte sig på i alt 7 forskellige klasser, og det lykkedes for to OKR-hold at hjembringe placeringspræmie: Aksel Andersen, Per Tripax og Janne Brunstedt hentede en 2.-plads i klassen Min145 (holdets samlede alder skal være min. 145 år, og ingen deltager må være under 45 år), mens Isabella Sihm, Mathilde Boesen og Line Kreiberg sikrede sig 3.-pladsen i Ungdomsrækken (for løbere til og med 18 år. Dog skal en af turene besættes med en løber på 14 år eller derunder).

Henrik Boesen

Alle resultater

   Klik på billederne, hvis du vil se den større!
Stævneplads - hvor bli'r det dog dejligt, når temperaturen løfter sig over frysepunktet, og træernes grønne blade igen begynder at skærme for udsigten. Taktisk planlægning er en alvorlig sag før konkurrencen i den kolde skov.
 
 
Med en regerende vice-juniorverdensmester i stafet (Maja Alm) ved sin side, må Michael forståeligt have lov til at lægge et par bonussekunder til sin tid før starten ... Efter sigende var det i øvrigt eneste gang, de to så mere til hinanden. Aksel må modstræbende hente sit kort tilbage til startstregen - det var vitterligt et vindpust, som sendte kortet på en flyvetur.
 
 

 
Aksel - Kickstarter? Tyvstarter? Hurtigere end sin egen skygge? - eller bare hurtigere i starten end den hurtigste stævneleder kan overskue?
Se selv - ikke ret meget overtrådt!  
3.-hurtigst i Ungdomsrækken: Mathilde Hougaard Boesen, Line Kreiberg og Isabella Sihm. 2.-plads i Min145-rækken: Per Tripax, Aksel Andersen og Janne Brunstedt.


Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør: OKR's webgruppe, email: webteam@okr.dk
Denne side er oprettet d. 12. Januar 2009 af Janne Brunstedt