Logo        OK Roskilde

Ungdomspokalen til Kim Baunehøj Pedersen.       

Endnu en hædersbevisning er inden for kort tid tilfaldet ungdomsløberen Kim Baunehøj Pedersen. Ved Divisionsmatchen i søndags fik han overrakt Vestsjællands Skovkarleklubs Ungdomspokal 2008.

Kim var indstillet til pokalen af formanden for Ungdomsudvalget i OKR, Trine Midtgaard, som i sin indstilling bl.a. skrev,

"Kim tilhører årgang 1989, som har været en af de største ungdomsårgange og i hvert fald den årgang, hvor der blandt drengene har været den skarpeste konkurrence, siden de var 10 år.

Kim er en meget stabil løber, der er utrolig koncentreret og fokuseret, når han konkurrerer og træner. Dette, sammen med hans gode fysik, gav ham flotte placeringer nr. 12, 23 og 27 blandt mere end 200 løbere i H20 L ved årets O-Ringen i Sverige. Selvom Kim i disse år har valgt at prioritere sin læreplads som murer i stedet for sporten, så opnår han fortsat rigtig gode sportslige resultater. En indsats, der lover godt for fremtiden.

Kim har fået orientering ind med modermælken og har i mange år været en vigtig del af OKR’s store ungdomsafdeling. Han er fantastisk kammerat, som nyder stor anseelse også blandt de yngre løbere. Han er altid i godt humør og hans store hjælpsomhed – til stævner og i skoven – værdsættes ligeledes af klubbens ældre medlemmer. Under første afdeling af O-Ringen i sommer bar han en tilskadekommen 7-årig til den nærmeste samarittervagt 2 km gennem terrænet. Typisk for Kim har han ikke ønsket nogen særlig opmærksomhed omkring sin person for denne gerning.

   
Kim Baunehøj Pedersen og Bjørn Jørgensen.
 

Kim Baunehøj Pedersen og Finn Olsen.
 
Klik på billederne for at se den større!
Kim er på mange måder en person, der hviler i sig selv og derfor gerne holder sig i baggrunden. Vi mener imidlertid, at tiden nu er moden til, at denne unge mand får sit velfortjente klap på skulderen."

Formelt set fik Kim overrakt Vestsjælands Sovkarleklubs Ungdomspokal i forbindelse med fællesspisningen i klubhuset tirsdag den 10. marts. Men formanden for Skovkarlene, Bjørn Jørgensen, havde af forskellige grunde ikke pokalen med ved dén lejlighed, kun dagbogen, som modtageren skal udfylde, og så en check på kr. 500,-
Selve pokalen fik Kim først overrakt i søndags ved Divisionsmatchen i Slagslunde af Finn Olsen.


Henrik Boesen



Til forsiden


OK Roskildes emailadresse er: okroskilde@okr.dk
Webredaktør: OKR's webgruppe, email: webteam@okr.dk
Denne side er oprettet d. 17. marts 2009 af Janne Brunstedt